Sønderjyske Fodbold SLO 200 kamps jubilæum

200 kampe som Sønderjyske Fodbold SLO

Blue Section har taget en snak med Patrick Poulsen, som er Sønderjyske Fodbold SLO. Læs med og bliv klogere på Patrick og rollen som SLO.
SLO står for “Supporter Liaison Officer“.  Patrick blev “ansat” i slutningen af sæsonen 2017/2018, men havde officielt debut d. 13. Juli 2018.

Hvem er Sønderjyske Fodbolds SLO?

Mit navn er Patrick, jeg er 38 år og bor i Kruså. Jeg er uddannet VVS-energimontør, brandmand samt sygehusportør. Mine første spæde skridt på stadion ligger tilbage til kort før sølv sæsonen hvor jeg første gang besøgte stadion med nogle venner. Jeg holdt egentlig ikke med nogle danske hold på daværende tidspunkt men blev hurtigt bidt af Sønderjyske og atmosfæren. Stadion besøg var dog sjældent pga. daværende arbejdstider, samt andre hobbyer der gjorde jeg ikke lige kunne komme på stadion. Det blev der dog rettet op på da jeg fik nogle billetter via personaleforeningen. Det gjorde jeg fik familien oftere med på stadion også og vi dermed alle blev bidt af det og dermed søgte over mod stemningstribunen med tiden.

Patrick Poulsen, SLO for Sønderjyske Fodbold står med en kurv fra fansene for sit kamp jubilæum på 200 kampe i rollen som SLO.
Sønderjyske Fodbold SLO med en spillertrøje med autografer og med tryk "SLO 200" som symbol på hans 200 kamps jubilæum som Sønderjyske Fodbold SLO.

Hvordan blev du SLO for Sønderjyske Fodbold?

Jeg blev SLO ved at klubben samt fanklubben lavede et officielt opslag om at de søgte en ekstra SLO. Jeg syntes det lød spændende og fik arrangeret et møde med den daværende sikkerhedschef, der fortalte lidt mere om opgaverne og forventningerne. Samtidigt havde jeg to gode kollegaer i Line og Dennis til at lære godt fra sig, og som snakkede positivt om det. Så vidt jeg ved var der ikke voldsom rift om stillingen dengang, tror jeg var den eneste der rigtig viste interesse for det på det tidspunkt og dermed var heldig at få en fod indenfor.

Hvorfor valgte du at takke ja til rollen som SLO?

Jeg syntes det lød utroligt spændende. Jeg mente at kunne udvikle mig personligt og lære meget mere om professionel fodbold og især fankulturen. 

Hvad er din rolle som SLO?

Min primære rolle som SLO er at være bindeled mellem klubben og fansene. Dette primært hvis der skulle opstå uenighed mellem parterne. Men også hvis klubben har noget til fansene og samtidigt hvis fansene har noget op til klubben. Nu er vi i den lykkelige situation i Sønderjyske at ledelsen er i øjenhøjde med os fans og de dermed ikke er længere væk end at man kan kontakte dem direkte og derfor klarer vores fangrupperinger mange gange tingene selv uden at jeg som SLO behøves være involveret særligt meget i det. I dagligdagen og på kampdage kommunikere og koordinere med sikkerhed, politi og primært udeholdets SLO. Det er også mig der søger om tilladelse til at medbringe større TIFO og alt ud over de størrelser samt remedier man må medbringe i forhold til divisionsforeningens fælles TIFO standard.

Gaver Patrick fik for sit jubilæum på 200 kampe som SLO for Sønderjyske Fodbold
Patrick Poulsen fik en Sønderjyske Fodbold spillertrøje påtrykt "SLO" og "200" for at markere hans jubilæum på 200 kampe i rollen som Sønderjyske Fodbold SLO.

Hvordan er man en god SLO i følge dig?

Indrømmet er SLO rollen til tider meget svær, da man hurtigt kan blive en lus mellem to negle. Man skal repræsentere klubbens interesser men samtidigt også fansenes interesser. Det kan til tider godt være en svær balancegang. Jeg mener dog at man er en god SLO ved at være der for fansene. En person man kan komme til og som behandler tingene fortroligt. Jeg personligt prøver i det omfang det er muligt, altid at gå ekstra langt for fansene, hvilket også er i klubbens ånd. Samtidigt skal man være god til at lytte til frustrationer og også at kunne gå videre med dem til rette sted/modtager. Mange af tingene foregår i kulissen, så det er ikke alt man altid ser på stedet.

Har din rolle som SLO ændret sig siden du startede?

Jeg vil sige at SLO rollen er blevet større og mere omfangsrig siden jeg startede. Man har fra UEFA’s side valgt at lave en SLO uddannelse/kursus som vi danske SLO’er var de første til at få og det har klædt os bedre på. Samtidigt bliver reglerne strammet hele tiden så det kan være svært at navigere i til tider. Vores fanbase er vokset enormt siden 2018, og vi har oplevet flere forskellige måder at være fan på. Så det har også været en ny verden og udfordring at sætte sig ind i.

Hvordan udvikler rollen sig som SLO?

SLO rollen er i en rivende udvikling og bliver efterhånden også taget meget mere seriøst hos både klubber, politi m.m. Især i landets bedste liga hvor det er licenskrav at der er en SLO i klubberne. I de fleste klubber er SLO’en efterhånden enten fast eller deltidsansat. Personligt prøver jeg altid at holde mig ajour via sikkerhedschefen, seminarer og uddannelse, hvilket klubben heldigvis også bakker 100% op om.

Afslutningsvis vil jeg endnu engang opfordre folk til at komme til SLO’en med stort og småt. Selvom det ikke altid virker sådan, hvis du ser SLO’en på stadion at der sker noget, så foregår rigtig meget af arbejdet i kulissen, hvor vi i fællesskab altid prøver at finde de bedste løsninger. Alt behandles fortroligt, så man skal ikke være nervøs for at henvende sig. Hverken på stadion eller mail. Samtidigt vil jeg gerne takke for den opbakning jeg har fået ved fansene.

Bliv en del af det lyseblå fællesskab og undgå at gå glip af hvad der sker på den lyseblå fanscene.​
NYHEDSBREV TILMELDINGER